Uenighed om blodtransfusion hos Jehovas Vidner
(16/07-1998) – For at blive anerkendt som trossamfund måtte den bulgarske afdeling af Jehovas Vidner i marts skrive under på, at medlemmer frit kan vælge blodtransfusioner uden at blive ekskluderet.
Det strider mod bevægelsens klippefaste tro på, at mennesket ikke må modtage blod. Men at et af Vidnernes allerhelligste principper er blevet sat til forhandling ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol får ikke Jehovas Vidner herhjemme til at vakle.
Bjørk (informationssekretær) afviser også på det bestemteste, at folk bliver ekskluderet for at modtage blod, som Berlingske Tidende skrev i går. Men det strider mod bevægelsens egne skrifter. I skriftet “Giv agt på jer selv og hele hjorden”, som udstikker de retningslinjer, Jehovas Vidners ledende “ældste” dagligt regerer efter, står dét “ikke at afholde sig fra blod” nævnt som udstødelsesgrund sammen med drukkenskab, falsk vidnesbyrd, tyveri, bedrageri og sjofel tale. (Berlingske Tidende den 16. juli 1998)