Jehovas Vidner: Skål!

(05/01-2000) – Det har indtil nu været forbudt for Jehovas Vidner at skåle. Forklaringen har været lidt skiftende fra land til land, men her i landet hedder det sig, at ‘skål’ betyder ‘død over fjenden’, og Jehovas Vidner ønsker ikke død over fjenderne (kun de udstødte!)


I de sidste år har der været en opblødning i gang på mange områder, dette siden begrebet 1914 faldt.

Opblødningen fortsætter og flere tankevækkende forandringer er i øjeblikket under forberedelse.

Men det er nu i hvert fald muligt for et Jehovas Vidne at ‘ønske død over sine fjender’ og skåle. Man kan læse i Vågn Op! fra den 8. januar 2000, side 26:

“Visse skikke, såsom bordskik og etikette, er sikkert opstået på grund af et behov for at rette folks manerer i forsamlinger, hvilket er nødvendigt for civiliseret sameksistens. I sådanne tilfælde kan man sige at høflighed er med til at få forholdet til andre til at fungere uden de store gnidninger.”

Det kunne meget vel tænkes, at Vagttårnets ledere, som er mere og mere medievante, tager oftere og oftere del i receptioner og middage, og man bliver da vel nødt til at gøre et positivt indtryk.

Siden de sene 90’ere har Vagttårnet været mere koncentreret om at påvise deres gode vilje og give positive indtryk, mere end de har været koncentrerede om at holde fast på deres principper. (Cyril Malka)

Cyril Malka