Jehovas Vidner: Det styrende råd går af
(04/11-2000) For første gang i Vagttårn Selskabets historie, er Vagttårnets præsident (p.t. Milton Henschel) ikke sektens spirituelle leder.
Det styrende råd, som består af 13 medlemmer, er nu adskilt fra firmaet samt dets direktørstab. Dette blev annonceret i oktober mødet, hvor Henschel (80) blev udskiftet med den meget yngre Don Adams (50).
Nu er Vagttårnselskabet adskilt i 3 mindre selskaber og det styrende råds medlemmer er nu udelukkende åndelige vejledere og uden nogen økonomisk magt.
Der opnås flere vigtige ting her. For det første undgår man, at firmaets direktører bliver for gamle og ikke kan følge med længere, uden at ændre sektens afgørende punkt, hvor medlemmer af det Styrende råd skal være fra den lille skare, altså fra “den generation, der har oplevet 1914″.
Det andet vigtige og ikke ubetydelige punkt er, at Vagttårnet nu beskytter sig imod eventuel retsforfølgelse.
Hvis det Styrende Råd bliver fundet skyldig i et eller andet (for eksempel død pga. manglende blodtransfusion), kan Selskabets fabrikker, bogudgivelser m.m. ikke blive trukket i retten og til ansvar, da disse nu er adskilte firmaer, og det Styrende Råd jo ikke længere er direktører i disse (Cyril Malka).