Scientologi holdes ansvarlig for selvmord
Gloria Lopez var 47 år gammel, da hun begik selvmord.
Den dag, hvor hun bestemte sig for at gøre det af med sig selv, en tidlig morgen den 21. december 2006, stod hun på en togbane. Togføreren nåede ikke at stoppe og ramte hende.
Han nåede lige at se, at den 47-årige kvinde af spansk oprindelse stod på banen, ubevægelig, med armene åbne, og han kunne se et stort smil på hendes ansigt.
I 10 år forud for sit selvmord holdt Gloria Lopez, medlem af Scientologi, dagbog.
Det er de dagbøger, som Mathilde og Gwenn Le Berre, kvindens to børn, har gennemgået nøje i et forsøg på at finde et farvel eller en forklaring på deres mors handling.
Mathilde fortæller, at de to børn ikke forstod deres mors selvmord. Hun var grundlæggende imod den slags handlinger.
De to børn kunne dog godt se, at der var noget, der trykkede deres mor i ugerne op til selvmordet, men det er først efter de har gennemgået moderens papirer og dagbøger, at de har forstået årsagen til deres mors desperation.
Ifølge Mathilde og Gween er der ingen tvivl: Scientologi bærer en stor del af ansvaret for deres mors selvmord.
Glorias sidste brev, som blev skrevet et par uger før hendes død, resumerer den blindgyde, hun var i. Og de sidste ord taler deres tydelig sprog:
– Jeg havde gæld for 200.000 euro (ca. 1,5 mio. kroner) og ville tilbagebetale dem. Naturligvis var disse penge til Scientologi.
Gloria Lopez havde ellers aftalt med sin familie, at hun med pengene fra en arv ville købe en lejlighed i Paris.
Idet hun kom væk fra Normandiet, hvor hun levede i nærheden af sine børn (som hendes eks-mand havde forældremyndighed over), nærmede hun sig sekten “Celebrity Center”, en af bevægelsens to centre i den franske hovedstad.
Men Gloria holdt ikke den aftale, tværtimod: Hun brugte en del af sine penge til at finansiere kurser inden for sekten. Hun fortæller det i sit sidste brev:
“En del af disse penge har hjulpet mig med at nå Clear level 10 (en af sektens “grader”). Dagen efter har jeg betalt niveauerne indtil OT VII (en af de højeste grader). Så nu har jeg ikke flere penge til lejligheden. På et tidspunkt blev min far utålmodig, og jeg turde ikke sige til ham, at jeg ikke var interesseret i at købe en lejlighed, og at over 100.000 euro (ca. 750.000 kr.) allerede var forsvundet til Scientologi-kurser for broen og org’ens arbejde.
For øjeblikket mister jeg penge …”
Noget senere fortæller den tidligere sekretær, at det er under en rejse i Danmark, i København, at hun fik skyldfølelsen, som endte med at blive utålelig:
“Foreløbigt mister jeg penge i stedet for at tjene noget for broen (jeg skal have samlet penge nok til at betale udgifter til, når jeg skal til Danmark og USA for OT-niveauerne. […] På trods af alle de ting, som jeg har forstået i disse kurser, er jeg ikke bedre på arbejde, jeg laver en masse fejl.”
Alt i alt har Gloria Lopez spenderet nær ved 300.000 euro (ca. 2,3 mio. kr.) til sekten.
Om nogle dage skal Mathilde og Gween møde deres advokat, da de har i sinde at sagsøge Scientologi. Den franske efterretningstjeneste tager også sagen meget alvorligt.
Sekten har, i skrivende tidspunkt, stadig ikke ønsket at kommentere denne sag.