Hård konkurrence på hjemmebane

(09/02-2002) I kølvandet på de Olympiske Lege og det store antal turister er der som sædvanligt en stor mængde kirker og sekter af alle slags, som forsøger at hverve nye medlemmer.

Mormon-kirken (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige) er dog ikke vant til så hårdt konkurrence på hjemmebane, især ikke når en del af den forkyndelse, der udføres i sektens hovedstad, Salt Lake City, ligefrem bekæmper mormon-kirken.


På Sektens tempel-plads har en del kirker fundet sig til rette og har fået sig en ny mission: De påpeger fejlene i mormon-kirkens lære. Det skal siges, at nogle af dem gør det på en ikke så fintfølende måde: John Swortfiguer, en genfødt kristen, agter at gå rundt med et stort gult skilt, hvorpå der står “Mormon Jesus is the Spirit Brother of the Devil” (Mormonernes Jesus er djævelens åndebror).

Swortfiguer, som så mange andre kristne, betragter sekten Latter-Day Saints som et plagiat, der benytter sig af Bibelen og okkultisme (Læs nr. 6, der fokuserer på Mormonkirken).

Ud over Swortfiguers brochurer kan man også få udleveret de såkaldte “Guide to Temple Square”, som rent faktisk er anti-mormon brochurer, der er udformet som turist-guides.

Man kan møde en del evangelister, som tilbyder at gendøbe mormoner, da de mener, at disse ikke er døbt, hvis de kun er døbt mormoner.

Desuden er der en del forkyndelse af andre kristne retninger og reformerede mormoner, som vil lave en “modvægt” til den kraftige påvirkning, sekten har på byen.

Andre sekter benytter sig naturligvis også af lejligheden til at hverve medlemmer: Scientologi har sat en udstilling op om deres grundlægger, L. Ron Hubbard. De ønsker “blot” at nå de besøgende, oplyses der.

Mormonerne vil nok blive forbavsede over, at Kaye Conley, PR-direktøren for foreningen af L. Ron Hubbards venner, som sponsorerer pågældende udstilling, udtalte, at “Jeg synes mormonerne er geniale. Vi har et fælles mål.” (Cyril Malka)

Cyril Malka