Dommen for sagen fra den 25. april 2003 er faldet

(20/05-2003) Scientologi forsøger at forsinke den sag, som tre kvinder har anlagt mod sekten siden 1998.

De tre kvinder forlanger deres penge tilbage (ca. 650.000 kroner) for de kurser, de har taget hos Scientologi, og som de mener har været virkningsløse. Desuden mener de at have følt sig manipuleret og tvungne til at tage dyrere og dyrere, samt lige så virkningsløse, kurser.


Scientologi har forsinket retsagen ved at anlægge forskellige sager,som skal afgøres inden selve sagen skal stå.

Seneste skud på stammen var sagen fra den 25. april, hvor sektens advokat, Carsten Brink, mente, at man ikke kan sagsøge Scientologi på en principsag, da sekten er anerkendt som religion i nogle lande. Dog ikke i Danmark.

Sagsøgernes advokat, Carlo Siebert, mente, at dette ikke forhindrede Scientologi i at skulle overholde loven, og derfor forhindrede det ikke, at man kunne sagsøge dem.

Dommen, som faldt den 14. maj, giver ret til Carlo Siebert, og retssagen burde nu kunne gå i gang.

Hvis man følger L. Ron Hubbards principper, skal man sagsøge, sagsøge og sagsøge altid. Formålet er ikke at vinde, men at udmatte modstanderen. Derfor skal man nok regne med flere retssager, inden den endelige sag kommer for retten.

Til at begynde med kan man regne med, at sekten vil kære sagen til øster Landsret. Fra retssag til retssag kan sekten nemt forsinke den endelig sag et sted mellem 5 og 10 år – yderligere. (Cyril Malka)

Cyril Malka