Redaktør for Scientologi-blad dømt for ærekrænkelse
(10/01-2003) – Redaktøren for Scientologis blad, Frihed, Anette Refstrup, tabte i dag en sag om ærekrænkelse i byretten i København.
I sektens blad, Frihed, var filmskaber Walther Heynowski blevet anklaget for at være en af den østtyske efterretningstjenestes, Stasis, fremmeste specialister i mediemanipulation, og Jørgen Pedersen var blevet anklaget for blandt andet at beundre Heynowskis metoder.
Dette kom til at koste Anette Refstrup 10 dagbøder à 1.000 kroner. Samtidig blev hver af de to ofre for bladets artikel tilkendt hver 30.000 kroner i erstatning. Endelig blev Scientologi dømt til at betale sagsomkostninger på 130.000 kroner. (Cyril Malka)