Scientologi i retten for bagvaskelse

(30/10-2002) Scientologi stod i går (den 29. oktober) anklaget for at have bagvasket den østtyske filmproducent Walter Heynowski og den danske tv-producent Jørgen Pedersen. De to forlanger 250.000 kr. i erstatning fra sekten.


Sagen tog sin begyndelse, da sekten i sin avis, Frihed, beskyldte Jørgen Pedersen og journalist Tom Heinemann for at have stået på gode fod med DDR’s Stasi via Walter Heynowski.

Dette kom som et af sektens svar på Danmarks Radios 3,5 times program: Scientologi, Religion eller pengemaskine.

Journalist Tom Heinemann gik med til et forlig med sekten, hvilket indebar en sum penge, at de steder, der henviste til ham blev fjernet fra online-udgaven af Frihed samt at han fik, i samme blad, en uforbeholden undskyldning.

Advokat Bertil Jacobi repræsenterer sektens chefredaktør og talskvinde, Anette Refstrup. Han fortæller, at artiklerne i Frihed er til dels bygget over bogen “Ugræs” af Mette Herborg og Per Michaelsen. Ligeledes fortæller Bertil Jacobi, at Ekstra Bladet har omtalt pågældende sag, uden at nogen af de to anlagde sag for bagvaskelse. Derfor mener Frihed, at når sagen har været omtalt før uden at den var, på daværende tidspunkt, ærekrænkende, kan den ikke være det i dag. Retssagen vil vare ni dage. (Cyril Malka)

Cyril Malka