Scientology tabte sag om bisidder
(30/06-2001)København: Første del af en retssag mellem Scientology Danmark og tre tidligere scientologer faldt i fredags ud til de tre tidligere scientologers fordel. Københavns Byret afgjorde, at psykoanalytiker og sektkritiker Cyril Malka kan bruges som sagkyndig bisidder for de tre kvinders advokat, Carlo Siebert.
De tre kvinder har sagsøgt organisationen for brug af psykisk tvang. Det er de tre kvinders advokat, der har ønsket at hente en sagkyndig bisidder ind. Tidligere har han udtalt til Kristeligt Dagblad, at sagen er så kompliceret, at han har brug for en specialist i sekter til at hjælpe ham med at vise, at de tre kvinder blev bragt i et afhængighedsforhold til Scientology Danmark, så de ikke kunne sige fra.
Scientologys informationschef, Anette Refstrup, er overrasket over rettens accept af Cyril Malka som bisidder. – Nu forsøger de (sagsøgerne, red.) at forplumre sagen yderligere ved også at indblande en overflødig “sagkyndig”, som oven i købet er både intolerant, inkompetant og ukvalificeret, siger Anete Refstrup i en kommentar i går.
Ifølge Anette Refstrup er Cyril Malka ikke kvalificeret til at bisidde de tre kvinders advokat. Scientologys advokat, Carsten Brink, har tidligere udtalt, at Cyril Malka ikke er andet end en autodidakt psykoanalytiker, som hader Scientology.
Advokat Carsten Brink og informationschef Anette Refstrup siger begge, at de vil bruge fristen på 14 dage til at tænke over, om de vil anke Københavns Byrets kendelse til landsretten (Kristeligt Dagblad)