Scientologi leverandør til Windows 2000
Scientology har leveret et program, som er integreret i Microsofts Windows 2000, skriver Computer World Online den 13. december www.computerworld.dk>.
Produktet er nu i fare for at blive boykottet af både den katolske kirke, alle tyske offentlige myndigheder samt tyske virksomheder, der ikke vil have noget at gøre med sekten. Microsoft Danmark kender ikke noget til sagen.
I Tyskland spørger de sig selv om Scientology kan overvåge brugere af Microsofts Windows 2000.
En leder indenfor Scientologybevægelsen har gennem sin virksomhed Executive Software leveret programmet Windows 2000 Disk Defragmenter. Det er produceret af softwarefirmaet Executive Software og baseret på virksomhedens produkt Diskeeper.
Virksomheden er grundlagt og ledet af Craig Jensen home.scientologist.org, der er Operating Thetan på niveau VIII. Det højeste man kan nå indenfor Scientology.
Programmet, der er en integreret del af Windows 2000, defragmenterer data på harddisken. Det vil populært sige, at der bliver ryddet op i filerne på harddisken.
Ifølge Uwe Schlaeger, der er computerekspert i Hamburg data Beskyttelses Kommission, er der en teoretisk mulighed for, at programmet kan sende data ud på Internet. Tekniske analyser af Diskeeper har dog ikke vist, at det skulle være tilfældet.
I Microsoft Danmark kommer oplysningen om samarbejdet med Scientology bag på salgsdirektør Søren Rasmussen.
-Det er første gang jeg hører om det, siger han da Computerworld Online ringer. Men som grundholdning har vi den, at vi ikke diskriminerer virksomheder, partnere og medarbejdere ud fra deres religiøse overbevisning, siger Søren Rasmussen.
Når man køber Windows 2000 så medvirker man automatisk til at Scientology bliver rigere. Er det ikke en uheldig sammenblanding?
– Altså vi skeler slet ikke til, hvilken religiøs holdning vores partnere har. Det er ikke engang sikkert, at vi ved det. Det interesserer os ikke, derfor har vi højst sandsynligt ikke tænkt på, at der kunne være nogen sammenblanding med vores produkt og Scientology, siger Søren Rasmussen.
I følge et indslag i Orientering på radioens program 1 fredag, er det ikke muligt at afinstallere diskeeper. Programmet reetablerer sig selv, når man forsøger, lød det i radioen. Programmet kan hentes gratis på: www.execsoft.co.uk