Moon vil have indflydelse på freden i Mellemøsten

(30/12-2003) – Moon-sekten havde arrangeret fredsdemonstrationer i Israel – men kunne vist ikke overdøve Hanukkah-ånden …


Hvad der end driver Moon-bevægelsen, så forsøger den nu at blande sig i fredsplanerne for Mellemøsten med flere fredsdemonstrationer og flyveblade, der reklamerer for dens såkaldte “Hjerte til Hjerte fredsdemonstration”. Gruppen blev angiveligt noget fornærmet, da Jerusalem Post fornylig afslørede, at sponsoren bag “Inter-religious & International Federation for World Peace” i virkeligheden er Sun Myung Moon, lederen af Moon-sekten.

Det forlyder nemlig, at over 3.000 sektmedlemmer fra mere end 70 lande ankom til Independence Parken for at deltage i sektens demonstrationer. Disse blev vist over internet. Man havde håbet på, at op imod 30.000 ville deltage, idet man havde arrangeret masser af busser med arabere fra Nazareth og omkringliggende egne ved Galilæa, men Jerusalem Posts afsløringer gjorde, at det samlede deltagerantal næppe oversteg små 5-6.000.

De største jubelskrig kom – som ventet – fra Moon-sektens egne medlemmer, der hver især havde “doneret” omkring 500$ (ca. 3.000 DKK) til finansieringen af arrangementet. Beløbet blev oplyst af talskvinden Susan Fefferman fra Maryland i forbindelse med, at en journalist interviewede hende vedrørende budgettet for arrangementet.

Det ventes, at der kommer flere demonstrationer i januar og februar, og at enkelte medlemmer af Moon-sekten har mødt PLO’s Yasser Arafat i Ramallah i den forløbne uge – med gaver til sektlederen …

Så man kan da konstatere, at Yasser Arafat, der i forvejen i andre medier er afsløret som korrupt, ikke går af vejen for at omgive sig med enhver, der kan skabe sympati for sin sag. (Henrik Blunck)

Cyril Malka