Nyt Jonestown i forbindelse med PCG-college i Oklahoma

(23/11-2003) – Philadelphia Church of God – udbrydere fra WCG – har etableret et college i Oklahoma. Navnet er Imperial College, og sektlederen, Gerald Flurry, forsøger, også på dette punkt, at efterligne Herbert Armstrong’s Ambassador College – ganske som vi tidligere har fortalt, da de overtog 19 af Armstrongs værker fra WCG mod en betaling på omkring 3 millioner dollars (ca. 20 mio. kroner).


Nu har vi imidlertid erfaret, at tidligere medlemmer af sekten i en debatgruppe “WCG Splinters” under det amerikanske Yahoogroups.com er begyndt at tale om risikoen for et nyt Jonestown. Det viser sig nemlig, at dette college har etableret et komplet landbrug med heste, køer, høns og fiske-dambrug. Dette skal ses i lyset af, at der ikke undervises i landbrugsdrift på sektens college, der hovedsageligt omfatter teologi ud fra Armstrong-bevægelsens doktriner.

årsagen til mistanken er, at der fra sektens talerstol er faldet ord i retning af, at den lokale svømmepøl kunne danne grundlag for vandreservoir. Mange af sektens eks-medlemmer har forklaret, hvordan den indadtil holder en meget lukket profil vedrørende planer og visioner. Nogle frygter nu – da de stadig har venner, og nogle endda familie, der er blevet inden for sekten – at Gerald Flurry kunne have planer om at iscenesætte en ny version af Jonestown eller Waco ved at lade deres endetids-profetier udspille sig midt i Oklahoma.

Ifølge Armstrongs læresætninger vil der udspille sig en verdensomspændende forfølgelse af de kristne, og PCG lærer medlemmerne, at hvis man er trofast, vil man komme i sikkerhed (“Place of Safety”) under denne “endens tid”… Da Gerald Flurry insisterer på absolut trofasthed, frygter mange eks-medlemmer, at mange vil være parate til at gå i døden, hvis Flurry udsteder en sådan ordre.

Billederne af sektens landbrugsdrift kan ses på dens college-hjemmeside på www.icedmond.org

Hvordan det hidtil er lykkedes for sekten at holde sig uden for det offentliges søgelys er endnu uvist. Vi holder et vågent øje med udviklingen. (Henrik Blunck)

Cyril Malka