Krista er omsider fundet

(07/05-2003) Den 17-årige pige, Krista, der har været i Emmenkaya-sektens varetægt siden 27. november sidste år, er endelig blevet fundet. Takket være udsendelser i TV2 kom der gang i sagen, og politiet kunne i dag hente Krista fra sektens nye tilholdssted i Gjerlev.


Krista var skjult bag en skunk, der var lukket til med søm og skruer, men den undgik ikke politihundenes opmærksomhed.

I mandags havde TV2 en længere udsendelse om Krista og sekten, som hun har opholdt sig i siden hun var 14, hvor hun og hendes mor flyttede ind i kollektivet. I en af klippene fortalte politimesteren i Randers, Børge Fransen, hvordan politiet havde andre opgaver end at finde en 17-årig pige, der ifølge sekten havde det fint, og som i øvrigt ikke ville hjem. Han gav også udtryk for, at eftersom det var pigens mor selv, der havde bragt hende ind i sekten, og eftersom hun var stukket af fra de pædagoger, der havde ansvaret for hende, så var det også deres problem at finde hende igen, men selvfølgelig ville de gerne have hende fundet.

Når Krista ønskede at blive i sekten, skyldtes det hovedsagligt sektens guru, Uffe Hove, der p.t. sidder fængslet for vold med døden til følge, efter at have tævet et kvindeligt medlem ihjel i oktober 2001. Den unge pige har været Uffe Hoves sex-slave, siden hun var 14, og hun blev højt placeret i sektens hierarki. Pigen har tidligere udtalt, at Uffe Hove er manden i hendes liv, og at hun elsker ham højt. (Britt Malka)

Cyril Malka