Sekten Raël har implanteret menneske-embryoer
(15/04-2002) Den franske sekt Raël, der nu har sit hovedsæde i USA, er gået et skridt videre i sagaen om menneske-kloning. (Læs artiklen: Sekten Raël vil klone en død baby)
Raëls firma, Clonaid, har nu indsat de klonede embryoer i et ikke nærmere angivet antal kvinder. Brigitte Boisselier, den læge som har startet arbejdet, fortæller, at det er lykkedes dem at udvikle menneske-embryoer indtil blastocyst-niveauet, (når der er over 100 celler) og de har derefter implanteret dem.
Princippet med menneske-kloningen er – ifølge Brigitte Boisselier – at bygge en embryo op for derefter at sætte den i en kvindekrop. Sekten har en mangfoldighed af kvindelige prøvekaniner. Mange kvinder er villige til at låne deres krop til forsøget uden videre spekulation om de følger, dette kan have for dem eller barnet.
Brigitte Boisselier nægter at præcisere, om graviditetsforsøgene er lykkedes, eller hvor mange forsøg der rent faktisk er i gang.
– Jeg vil først annoncere det, når barnet bliver født, da der altid er risici for abort. Alt, hvad jeg kan fortælle nu, er, at det går fint. (Cyril Malka)